Årsberetning 

Internt i afdelingen:

Det har været et spændende år præget af mange nye udfordringer.

Internt i foreningen har arbejdet været præget af kommunalreformen med de ændringer af gamle arbejdsmønstre og nye arbejdsformer. Lokalt har den store begivenhed været sammenlægningen af de to lokalkomiteer til en afdelingsbestyrelse for hele Faxe Kommune.

Det har betydet nye arbejdsmetoder og flere deltagere til møderne og der har været mange ting at tage op og der har været mange meninger at afveje og tage stilling til.

En af de spændende udfordringer har været at implementere DN-nettet, som er DNs interne netbaserede kommunikationsform. Vi de gået digitalt og nu modtager vi al post og sager via vores egen internetside. Dette har været svært at få implementeret da der er medlemmer som ikke har netadgang. På sigt er jeg dog overbevist om at det vil vise sig at være en fordel.

 

Vi har fundet et godt sted at mødes midt i kommunen i Kongsted Medborgerhus.

 

Sammenlægningen af de to lokalkomiteer har betydet en forbedret hjemmeside, som i sin kerne har kunnet bygge på en god og interessant hjemmeside lavet gennem flere år af Faxe-Rønnede lokalkomite. Her har vi kunnet samle vores oplysninger, annoncere vores ture og præsentere vores udgivelser. Vi ved at den bliver læst af mange lokalt interesserede og det er klart et område der skal udvikles på i det kommende år. Tak til Annelise for et godt redaktionsarbejde. Selv om hun træder ud som medlem af bestyrelsen så er jeg glad for at kunne konstatere, at hun fortsætter som webredaktør.

Værre er det, at næstformanden har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille. Det er derfor på sin plads her at sige farvel og tak til Anders Holck, som har været et aktiv i mange år.

At også Per Thomsen trækker sig efter kun et år er en overraskelse. Jeg havde personligt håbet, at han efter en vis tilvænning til jargonen kunne gå ind i arbejdet og være med til at organisere og tage initiativer i mange retninger så vi bedre kunne trække på hans viden og erfaringer.

 

Fremtidens Natur:

En af de helt store opgaver som vi kastede os ud i lige efter sammenlægningen var fremstillingen af ”Fremtidens Natur i Faxe Kommune”. Efter lang tids trættende arbejde med at skrive og redigere tekster og tilpasse billeder, er der kommet et resultat ud af det, som vi kan være stolte af.

Fremtidens Natur har været og vil fremover bliver brugt som en reklame og en isbryder i mange sammenhænge.

 

Vi har allerede kunnet præsentere den for Borgmester og formand for Teknik og Miljøudvalget og den er i disse dage blevet omdelt til alle kommunens byrådsmedlemmer sammen med et tilbud om at vi kommer og præsenterer indholdet. Desuden tilbyder vi et samarbejde hvor vi kan byde ind med et godt lokalkendskab og et netværk af fol, der gerne vil yde en ekstra indsats for vores lokale natur.

Gennemgangen i hæftet viser, at vi har natur som vi kan være stolte af og som vi skal værne om i fremtiden. Der er tale om natur af både lokal, rekreativ interesse og natur med internationale værdier.

Dette stiller store krav til kommunen om at lave op til de krav forventninger som knytter sig til naturforvaltningen.

 

Kommunalreform og samarbejde med den nye kommune.

Med kommunalreformen har kommunen fået en lang række nye forpligtigelser, som tidligere har været forvaltet af amterne, - opgaver som ligger det traditionelle kommunale system fjernt.

 

Det har været spændende at følge udviklingen og takket være en åben forvaltning og åbne politikere har vi været inviteret med til en lang række af de borgerrettede møder som har handlet om den kommende planlægning. Kommuneplanen skal for fremtiden rumme en lang række nye plantiltag som stiller krav en en langt mere helhedsorienteret planlægning.

Vi har været inviteret til møderne om udviklingen af kommuneplanstrategien. Vi har forsøgt at bidrage til disse planstrategi diskussioner så godt som det har kunnet lade sig gøre og der har været en både åben og aktiv diskussion. Nu bliver det så spændende at se på hvilken møde denne demokratiske proces kommer til at sætte sit præg på det endelige produkt.

Det er med vore øjne lykkedes kommunen at komme godt med på planområdet og vi er enige i de tiltag som er blevet præsenteret.

 

Plansager:

I den nye kommune har der været færre sager, men det virker som om forvaltningen er bedre "klædt på" og også, at der lægges op til en "strammere kurs".

Vi glæder os til at følge og også gerne deltage i den videre dialog om at udvikle en kommuneplan som kan være et gedigent værktøj i det kommende kommuneplanarbejde. Det bliver spændende.

 

Naturforvaltningen:

Vigtigst for DN er kommunens evne til at varetage naturforvaltningen.

Her er det fredede områder (ex: Stoksbjerg og Bagholt Mose), der ligger os mest på sinde, fordi der her endnu mangler en færdig plejeplan trods rigtig mange års halvhjertede forsøg fra amtet.. Lige nu virker det som om de tilsyneladende er endt i et "ingenmandsland". Amterne er væk, og kommunen er ikke kommet i gang på dette vigtige område – endnu. Det er et område som vi vil have fokus på i det kommende års arbejde.

Vores bekymring retter sig imod det af Faxe Kommune nys vedtagne budget hvor man har afsat kr 110.000 pr år af til "naturbeskyttelse". (muligvis er endda bjørneklo-bekæmpelse med i dette beløb?). Kommunen har indtil videre ingen ambitioner på dette område og det virker som om de "lurepasser" så længe det går og afventer de statslige krav på dette område.

 

Naturråd:

 På plussiden vil vi pege på at der er nedsat et naturråd - som dog er uden midler. Der er indtil videre kun lagt op til at der er tale om et kontaktforum uden mulighed for at komme med udspil der kan få indflydelse og vinde gehør.

Herudover er indtil videre (for 2007) de fleste midler fra Agenda 21-arbejdet overført til LAG (lokale aktionsgrupper) og hvor det er lykkedes landbrugets interesseorganisationer at sætte dig solidt på indflydelsen.

Fremover (fra 08) er der på budgettet 100.000kr pr. år til LAG og 0kr til Agenda 21.

Det er svært i dette budget at se at kommunen forsøger at leve op til forpligtelserne til at pleje og vedligeholde vores natur.

 

- Vigtige begivenheder i 07:

  1. Fredningen af Holmegårds Mose og den begyndende naturpleje – også med folkelig opbakning. Det lykkedes over to lørdage at samle ca 50 mennesker som i regn og blæst deltog i rydningen af 2-3 ha birkekrat og derved var med til at sikre at højmosen kan udvikles og naturværdier sikres. Det er erfaringer som vi vil bygge videre på og derigennem prøve at skabe et lokalt engagement og en lokal tagen ansvar for egne naturværdier. I et samarbejde med kommunens naturforvaltning er vi begyndt at snakke om mulighederne i dette samarbejde og det er absolut et af indsatsområderne i 2008.

 

  1. Landsrettens dom om nej til nedlæggelse af markvej under Bregentved som er af stor rekreativ     betydning. Dette er en principiel sejr af betydning udenfor egne grænser.

 

  1. Et ”lille” projekt støttet af Connie Hedegaards miljø-milliard skal gå til Øvre Suså ved Holmegård, Broksø og Gisselfeld: "genslyngning og forbedring af Susåens fysiske tilstand, ophør af pumpning, flere våde enge mm - bedre forhold for truede engfugle". Det vides på dette tidspunkt endnu ikke, hvor stor en del af projektet, der skal foregå i Faxe Kommune. Det er oplagt at kommunen lægger sig op ad disse projekter og støtter op med mindre genopretningsprojekter, som understøtter disse initiativer og derved kan være med til at sikre de gevinster der er for miljøet med disse statsprojekter.

 

  1. Der er altså masser af opgaver at kaste sig over så det er mit håb, at det skal lykkes os atter at få sat naturen på dagsordenen til gavn for kommunens borgere og fremtidige generationer.