Årsberetning 2012
Årsberetning fremlagt på årsmødet 5. november 2012
Kære medlemmer af DN-Faxe
Det har været et travlt år med mange udfordringer, heraf et par meget store.
Igen i år må jeg konkludere, at presset på vores natur er stort, - og igen i år må vi konkludere, at naturbeskyttelsen har meget lille bevågenhed. Vi må konstatere, at kommunens politikere ikke har stor interesse for naturen, og det kan mærkes på afgørelser og initiativer.
Her er nogle eksempler på sager som har haft vores særlige bevågenhed:
Strand terrænet ved Faxe Ladeplads
En strækning af kysten ved Faxe Ladeplads blev ryddet, og en del af den naturlige klitrække blev fjernet af en lokal entreprenør på vegne af Park og Vej, - og strandplanet blev jævnet og den beskyttede natur fjernet. Tilbage var en afrettet sandstrand. Sagen blev klaget til tre myndigheder: kommunen, kystdirektoratet og Naturstyrelsen. Vi må konstatere, at en sag, som i vores øjne er en klar ulovlighed, er blevet til en sag, som endnu ikke – her et halvt år efter - har fundet en endelig afgørelse. Kommunen mener, at klit og natur ”naturligt” vil genopstå, mens vi mener, at dette har lange udsigter, og at kommunen bør erkende sin fejl og hjælpe med – f.eks. ved at genetablere klitrækken. Naturstyrelsen har endnu ikke endeligt afgjort sagen.
Fældningen i stor stil af vejtræer flere steder i kommunen
Mange borgere henvendte sig til DN i vinters, da kommunen med stor iver fældede vejtræer på store strækninger af kommunens veje. Værre blev det, da vi kunne konstatere, at det ikke kun var syge træer, men at der tilsyneladende var tale om en generel strategi med at fjerne gamle træer. Store landskabsværdier og naturværdier forsvandt. Med et argument om trafiksikkerhed er der ikke planer om genplantning. Til gengæld var der ingen interesse for at sikre vejrabatter som gennem lang tid langsomt er blevet pløjet op og inddraget til pløjemark. Naturhensyn er bestemt ikke en del af administrationen af vore veje.
Feddet Præstø Fjord
Sivet Orup Bæk genoprettes sandsynligvis. I foråret fik vi at vide, at Storstrøms amts gamle planer om at genoprette naturforholdene i det inddigede område Sivet og den nederste del af Orup Bæk ved Feddet formentlig nu bliver realiseret. Der er sat statsmidler af til at gennemføre projektet, så bortpumpningen af vand fra lavbundsområdet stoppes, og store vådområder kan genskabes. Det vil blive en stor regional naturattraktion.
Feddet lokalplan for Campingpladsen. Her foreligger der stadig ikke en tiltrængt ny lokalplan, og så vidt vi kan se fortsætter ulovlighederne med udvidelse af parkeringsareal og campingområde. Vi lagde sidste år store kræfter i at få ordnede planforhold omkring Feddet og campingpladsen her og opnåede på et møde løfte om, at kommunen ville se på forholdene og få stoppet de ulovlige udvidelser af camperingen i klitterne og udvidelser af parkering og andre forhold. Men der er intet sket, og ulovlighederne fortsætter efter det gammelkendte salamiprincip. Kommunen har dog givet os tilsagn om, at der bør udarbejdes en ny lokalplan, og at det formentlig vil ske til næste år (2013).
Trætopbane ved Brødebækken
Her kæmper vi for at få en alternativ lokalitet, for vi har ikke noget principielt imod trætopbaner. Vi finder det dog ikke rimeligt, at Østdanmarks bedste og reneste vandløb inddrages i et rent kommercielt projekt – nogen vil endda kalde det for et ”tivoliseringsprojekt”. Det er på det sidste blevet meget moderne med anlæg af trætopbaner. Klatrebaner og gangbroer højt oppe i trætoppene etableres, og i tilknytning til sådanne anlæg skal der være andre oplevelsestilbud for publikum. Vi fik også et lokalt projekt. Gisselfeld vil etablere et anlæg ved den gamle møllegård ved Brødebækken. Desværre er selve Brødebækken Østdanmarks reneste vandløb med et ureguleret vandløb med en tilhørende sjælden flora og dertil også som det eneste sted i Østdanmark med en intakt artssammensætning af vandinsekter, som ikke findes andre steder i Østdanmark. DN havde gerne set, at dette unikke naturområde lades urørt, så vi her fortsat kan finde disse sjældne arter. Og så de herfra kan sprede sig til andre vandløb i regionen efterhånden som disse igen får en tilstand, så disse følsomme arter kan overleve og berige vores naturoplevelser andre steder. Naturstyrelsen og kommunen er dog positive overfor projektet, og det vil formentlig føre til flere klagesager.
Møllebækken
Bækken, der løber fra SøTorup Sø, er på det første stræk oprenset meget voldsomt af Gisselfeld – efter aftale med kommunen. På baggrund af en klage fra en borger har kommunen herefter afgjort, at det på trods af en ulovlig oprensning ned i den faste bund ikke vurderes, at den har haft betydning for søens vandstand eller vandløbets dyreliv. Dansk Ornitologisk Forening og DN klagede over denne afgørelse til Miljø- og Naturklagenævnet, men foreløbig er den herfra afvist, da DN tilsyneladende ikke er klageberettiget.
Adgangssag
En markvej fra Leestrup By til Leestrup Skov, som offentligheden igennem mindst 100 år har benyttet, blev for et årstid siden spærret med bom og et skilt med teksten: ”Privat vej – adgang frabedes”. Derimod blev der henvist til en alternativ adgangsvej bl.a. forbi en svinefarm med en del kørsel med landbrugsmaskiner og svine- og gylletransporter. Kommunen afgjorde sagen med medhold til ejeren af markvejen, men en klage fra både Friluftsrådet og DN til klagenævnet gav os medhold, således at kommunen skal genbehandle sagen. Dette har de dog endnu ikke taget initiativ til, og skræmmeskiltene er endnu opsat her 4 mdr. efter afgørelsen.
Vandhandleplaner og Natura 2000-handleplaner
Planer for Bagholt Mose, Vemmetofte-skovene, Søerne ved Haslev, Susåen og Præstø Fjord kom i høring hen over sommeren, og vi brugte tid på at diskutere og komme med høringssvar til de enkelte planer. Mange af planerne er for så vidt udmærkede, men vi synes, at de er holdt i meget uforpligtende vendinger. Værre er nok, at vi for nylig blev gjort opmærksomme på, at der ikke følger penge med handleplanerne – hverken fra staten eller fra kommunen. Finansieringen skal komme fra lodsejer selv og/eller fra de fonde og puljer (bl.a. fra EU), som de selv skal tage initiativ til at søge og være ansvarlige overfor. Tilbage står vi med en underlig smag i munden om, at alt arbejdet måske er spildt ?
Naturrådet
I Faxe Kommune er der nedsat et Naturråd – sammensat af repræsentanter fra mange foreninger, ex. sportsfiskere, ornitologer, landboforeninger, spejdere, Friluftsrådet og altså også DN – og også de politisk valgte medlemmer i Teknik- og Miljøudvalget. Her kan alle medlemmer tage emner op til diskussion. Vi har ikke tidligere prioriteret dette særlig højt, men for nu også at nævne noget positivt fra årets indsats, vil jeg nævne følgende:
Gentagne forslag om opsætning af informationstavler ved udvalgte naturområder, stiruter mm rundt om i kommunen vandt omsider genklang, således at politikerne fandt pengene til materialer mm. Så efter DN’s aktive arbejde med forslag til tekster osv og også selve opsætningen, står der nu 10 skilte ved i alt 5 udvalgte områder.
Forslag om særlig opmærksomhed overfor hasselmusen som en truet art specielt i vores kommune har sammen med et tilsagn om aktiv medvirken til opsætning af redekasser i 2 udvalgte skove ført til, at kommunen nu går ind i sagen – også med midler.
Læserbreve – både fra borgere og fra DN – vedr. de voldsomme fældninger af vejtræer førte til, at emnet blev taget op på et naturrådsmøde, - og at kommunen nu har ændret strategi, således at der igen tilplantes med nye træer i eksisterende alleer. Det er vi selvfølgelig tilfredse med, og i øjeblikket er Park og Vej i gang med at udarbejde et strategiforslag. Godserne, Faxe Turistbureau og DN vil senere blive inddraget i arbejdet. Vi håber, at der efter ord følger handling.
Til sidst vil jeg nævne, at vi igen i år har afholdt nogle velbesøgte ture:
- Vilde Blomsters Dag d. 17. 6: Denderup Vænge og Brødebækken med 40 deltagere.
- Naturens Dag d. 9.9: Vibeengskolen og Skoleengen med 50 deltagere.
- Geologiens Dag d. 22.9: Holmegård Moses geologi med 12 deltagere og regnvejr
- Svampeekskursion d. 30.09: Sibirien ved Faxe Ldpl. Med 70 deltagere og TV2 Øst
DN Faxe Afdeling
v/ Henrik Suadicani
Formand