Årsberetning 2014
Årsberetning for DN Faxe aflagt på årsmødet d. 30. oktober 2014.Endnu et år er gået, og det er blevet tid til at gøre status over, hvad vi i bestyrelsen især har arbejdet med.
Natursager
Fredede områder i Faxe Kommune
Udover kirkeomgivelsesfredninger, nogle få strandfredninger og nogle fredninger af alléer og enkeltstående træer har vi i kommunen i alt 6 fredninger, nemlig Bagholt Mose, Feddet (som begge også er udpegede Natura 2000-områder), Blåbæk Mølle, Olstrup Skov, Strandegård Dyrehave og Stoksbjerg.
I øvrigt har DN’s hovedkontor opfordret os til at foretage et ”fredningstjek” af Feddet, og en af vore bestyrelsesmedlemmer, Ulf brugte en dags tid på at gennemgå de fredede områder derude. Meldingen fra ham var, at alt så godt ud.
Vi inviterede her i september DN’s fredningsleder Birgitte Bang Ingrisch og 3 af hendes medarbejdere herned til en besigtigelse af nye potentielle fredninger.
Vi ville godt vise dem Trætopbanen ved Brødebækgård – men især den øvre, sydlige del af den uforstyrrede Brødebæk. Her har bækken igennem årtusinder gnavet dybe kløfter ned i terrænet, som især består af over 100 år gamle bøgetræer. I dette skovmiljø trives helt specielle planter, der kræver høj nedbør og luftfugtighed. Skovdrift er i praksis ophørt, og området henligger som urørt naturskov til glæde for et meget rigt og alsidigt dyre- og planteliv.
De var tydeligvis imponerede over dette område og mente, det var et oplagt emne til en ”straks-fredning”, hvis også dette område blev inddraget i kommercielle aktiviteter.
Og dette har vi naturligvis noteret os som en mulighed.
Herudover så vi på Øvre Suså-området, dvs en eventuel udvidelse af Holmegård Mose fredningen med Gødstrup Engsø, Porsmosen, Tuerne og Gammellung. Store dele af området er dog allerede beskyttet som Natura 2000-område og EU-fuglebeskyttelsesområde og er som sådan ikke p.t. ”truet”.
Vi ville også gerne have vist dem Skibsted Krat – et lille (5 ha) overdrev og græsningsskov, men det nåede vi ikke. Kommunen har dog netop fået udarbejdet et udkast til plejeplan, og vi tror på, at hvis ejeren af Lystrup Gods kan godkende denne, så er en egentlig fredning her ikke nødvendig. Der skal ryddes en del trævækst og især slåenkrat mm, og frem for alt skal de endnu lysåbne enge græsses af køer. Vi vil i DN arbejde for, at der bliver adgang for offentligheden til området.
Nielstrup Sø
Nielstrup Sø var engang en meget fin fuglelokalitet – bl.a. takket være en hættemågekoloni på nogle siv-øer. For denne tiltrak andre fuglearter – bl.a. den sorthalsede lappedykker, som er sjælden i DK. Vi har sammen med DOF udarbejdet et projektforslag til genetablering af en hættemåge-ø i søen, hvor de 2 foreninger vil bekoste projektet, - men kommunen ønsker dokumenterede gode erfaringer fra lignende projekter, før de giver de nødvendige tilladelser. Gisselfeld har tilsyneladende ikke indvendinger. Vi håber, at øen kan etableres til næste efterår.
Fund af hasselmus i Gavevænge Skov
Faxe Kommune blev i sin tid af Miljøministeren tildelt hasselmusen som ansvarsart, men der har været tvivl om, hvorvidt bestanden var uddød. For omkring 10 år siden blev den fundet i Leestrup Skov og Gavevænge, men her i 2014 har undersøgelser af Naturstyrelsen vist, at den helt sikkert findes på flere lokaliteter i Gavevænge Skov. Vi håber, at kommunen her lever op til sit ansvar, og vi har i DN tilbudt opsætning af redekasser el.lign., hvis der er behov for det.
Plansager
Kommuneplan 2013
Årets store plansag er naturligvis kommuneplan 2013. Den var i høring i årets første måneder, og vi indsendte naturligvis høringssvar. Vi var glade for nye afsnit i planen om en landskabsanalyse, der har ført til udpegning af ”større sammenhængende landskaber” og ”særligt bevaringsværdige landskaber”. Og der er også tilføjet et kulturhistorisk afsnit med hovedvægt på byernes udvikling gennem tiderne, som har forøget læseværdigheden af planen.
På den anden side er der i planen også udpeget ”særligt værdifulde landbrugsområder” (SVL), som vel skønsmæssigt omfatter halvdelen af kommunens areal, og ”områder til store husdyrbrug” og til et stort biogasanlæg, hvad der kan være meget fornuftigt. Men her kolliderer interesserne virkelig, da store husdyrbrug og biogasanlæg ikke efter vores mening kan placeres i et udpeget ”særligt bevaringsværdigt landskab”, hvad der er sket i flere tilfælde.
Naturstyrelsen har heldigvis været enige med os i dette synspunkt (og de har vetoret), så alt tyder på, at dette ændres i den endelige plan.
Dette er jo iøvrigt højaktuelt, da Bregentved har indsendt ansøgninger om anlæg af i alt 4 svinebrug (heraf 3 i Faxe K) og også et biogasanlæg, som i stedet foreslås anlagt tæt ved motorvejen.
Vi er også skuffede over, at afsnittene om stier og cykelruter er blevet klart nedprioriterede, - på trods af, at sundhed for kommunens borgere er et indsatsområde i kommunens planstrategi.
Der er netop offentliggjort en såkaldt hvidbog, dvs en opgørelse over høringssvar og kommunens bemærkninger til dette, og det fremgår, at der netop på dette område er fundet adskillige fejl, så muligvis bliver det ikke helt så slemt i den endelige plan.
Vi forventer, at kommuneplanen skal vedtages af byrådet i sin endelige udformning dec. 2014.
Vindmøller i Turebylille
Vi klagede ikke over godkendelsen af disse vindmøller, - men det var der andre der gjorde, bl.a. kommende naboer, og det har netop vist sig, at der tæt på møllerne er fundet adskillige arter af flagermus og bl.a. også en pæn bestand af bredøret flagermus, som er sjælden i Europa og i DK – og derfor på bilag II. Formentlig vil dette føre til, at NMKN vil be’ Faxe K om at udarbejde et tillæg til VVM-redegørelsen, så flagermusenes ve og vel inddrages i vilkårene for møllernes drift.
2 vundne sager vedr. landzonetilladelser i NMKN
Vi har i årets løb modtaget 2 afgørelser fra klagenævnet, som har givet os ret i, at kommunens landzonetilladelser ikke var i orden. Dels at kommunens tilladelse til udlejning af parkeringsplads til 5 lastvogne på en landbrugsejendom i det åbne land ændres til et afslag. Denne klage har vi udarbejdet sammen med naboer til ejendommen og bl.a. henvist til muligheden for parkering på et udlagt erhvervsområde ca. 1,5 km fra ejendommen.
I den anden sag afgjorde klagenævnet, at kommunens tilladelse til at opføre et énfamilieshus med ca 200 m2 grundareal tæt på vand, skov og strand ændres til et afslag. Den eksisterende ejendom på 84 m2 er ikke beboelig, men fremstår som en ruin, hvor taget er faldet sammen. Den repræsenterer ikke nogen værdi af betydning, og det ansøgte skal derfor vurderes som en helt ny bebyggelse.
Afgørelsen er af klagenævnet udvalgt som en ”principiel afgørelse”. Alligevel har kommunen efter afgørelsen givet en ny tilladelse til opførelse af et hus på ca. 90 m2 grundareal. Vi har naturligvis klaget igen, men forstår slet ikke, at kommunen ikke vil respektere klagenævnsafgørelsen.
Trætopbanen ved Brødebækken
Vi følger udviklingen her tæt, og der er i årets løb givet tilladelse til yderligere baner, således at der nu er i alt 10 (indenfor det oprindelige område). Herudover er der tilladt en indendørs klatrehal og indretning af café, reception, mødelokaler og vandrerhjem – alt sammen i eksisterende bygninger og på et vilkår om, at der forinden etableres en spildevandsløsning med tilstrækkelig kapacitet.
Vi har ikke klaget over disse tilladelser. Det afgørende for os har indtil videre været, at der ikke ses et større slid af naturen – især i og ved vandløbet – og frem for alt, at de kommercielle aktiviteter ikke breder sig til bækområdet opstrøms, som tidligere nævnt under mulige fredninger.
Pt ligger der en ansøgning hos kommunen til opsætning af en 30 mtr høj udspringspæl lodret opstillet i et betonfundament tæt på Brødebækgård. Og i aviserne læser vi om planer om et 40-50 mtr højt tårn i skoven tæt ved Brødebækgård. Så der tænkes sandelig store tanker om yderligere udnyttelse af området.
Anmeldelse af fjernelse af et beskyttet dige
Efter opkøb af en ejendom fjernede Bregentved et beplantet dige mellem den nykøbte matrikel og den allerede ejede jord. Vi fik en henvendelse og efter besigtigelse og kontakt med Bregentved, hvor Anders Dolmer bekræftede det skete med en undskyldning om, at de ikke mente, der overhovedet var et dige, har vi anmeldt sagen til Kulturstyrelsen. Herinde ligger min. 500 anmeldte sager – bl.a. flere fra DN Faxe dateret 2008. Hovedafdelingen af DN har – bl.a. på opfordring fra os og sikkert også andre lokalafdelinger – fået skabt lidt politisk røre om sagen, og vi har fået bekræftet, at Kulturstyrelsen pt har 300 sager under behandling – bl.a. vore gamle sager fra 2008. Det siger sig selv, at hvis ikke der sker nogen myndighedsudøvelse fra Kulturstyrelsen, ja så kan landmænd jo bare fjerne de diger, der ligger i vejen. Vi anser de beplantede jord- og stendiger som kulturhistoriske minder, men så sandelig også som levesteder og korridorer for dyre- og planteliv.
Adgangssager
Klage over kommunens godkendelse af nedlæggelse af 2 stier mellem Ll. Torøje og stranden
Faxe K har i sin godkendelse af nedlæggelsen stillet det vilkår, at en alternativ sti i mindst 5 år vedligeholdes af ejeren med slåning og beskæring, så den er farbar i mindst 1 meters bredde.
Vi klagede over dette, og ønskede, at der blev stillet yderligere vilkår vedr. en tværsti i forlængelse af den nævnte, som i dag kun er 40-50 cm bred, at denne ligeledes skal vedligeholdes i min. 1 meters bredde. Ligeledes et vilkår om, at stiforløbet blev gjort permanent – udover de 5 år – med en tinglysning, så nuværende og fremtidige ejere ikke oppløjer stien igen.
Herudover klagede vi også over, at nedlæggelsen af stierne ikke af kommunen blev offentliggjort i lokalaviser, idet vi mente, at det var af offentlig interesse.
Klagenævnet var desværre enig med kommunen, så den sag tabte vi.
Vi er dog tilfredse med, at der nu forhåbentlig etableres den ønskede adgang til stranden, for der har i adskillige år været chikanerier og uenigheder om stiforløbet.
Anmeldelse om oppløjet sti/vej ml. Hovvænget ved Fuglsang og Stubberup Skov
Vi er blevet opmærksomme på denne fjernelse for nylig og har anmeldt sagen til Faxe K. Stiforbindelsen er kun 300 mtr., men er en vigtig forbindelsesvej fra Faxe Ladeplads-området til Faxe-området igennem Stubberup Skov.
Kommunal sti mellem Strandholm og Sivet ved Præstø Fjord
Kommunen har for nylig – på vores gentagne opfordringer – udsendt en ”offentlig stifortegnelse” (som man jo skal), og på et møde med bl.a. trafikafdelingen fik vi besked om, at ovennævnte kommunale sti fremgår af kortet, og at hvis der var problemer med adgangsforholdene, var vi velkomne til at melde tilbage, så ville kommunen genoprette stien. Jeg gik efterfølgende stien igennem, men der var adskillige steder fysiske spærringer og oppløjning over et længere stræk. Dele af stiforløbet blev dog stadig brugt, men det virker, som om den stille og roligt forsvinder. Det er et fint stiforløb, som oven i købet figurerer på flere gamle kort, og det var oplagt at lægge Sjællandsleden her, - i stedet for længere inde i land ad en kedelig ret trafikeret landevej.
Så vi vil holde kommunen fast på, at stien genoprettes, - og meget gerne tydeliggøres ved skiltning.
Faxe Kommune
Faxe Naturråd
Vi har jo fra 1. januar fået indvalgt et nyt hold politikere i byrådet, og de har heldigvis valgt at bevare Naturrådet som et dialogforum bestående af repræsentanter fra en lang række foreninger og så de politisk valgte medlemmer i Teknik- og Miljøudvalget, - som nu har Ivan Lilleng som formand. Det er vi i DN glade for, og vi deltager altid aktivt og velforberedt.
Desværre går det ikke altid så hurtigt for de kommunale medarbejdere at agere – f.eks. aftalte vi i september 2013 på daværende formand René Tuekærs opfordring, at kommunen skulle samle de forskellige interessenter til et møde for at se, hvor langt vi når med naturpleje på Stoksbjerg. Men det er desværre ikke sket endnu – her godt et år senere.
Faktisk skelner de kommunale medarbejdere meget mellem ”kan”- og ”skal”-opgaver, og indkaldelse til et møde om Stoksbjerg er en ”kan”-opgave. Ligesom iøvrigt hasselmusens, Nielstrup Søs og Skibsted Krats pleje – ja selv pleje af et Natura 2000-område som Bagholt Mose. Og ”kan”-opgaver kan sagtens ligge i flere år.
Faxe Vandløbsråd
Derimod er diverse restaureringsprojekter af vandløbsstrækninger ”skal”-opgaver, og vi har modtaget en lang række tilladelser til disse, men kun sjældent haft indvendinger. Det består som regel i udlægning af sten og grus til glæde for især gydende ørreder og også skyggegivende plantning langs vandløbene, fjernelse af spærringer og åbning af rørlagte strækninger. Det har alt sammen absolut naturforbedrende effekter, opfylder vandhandleplanen og er økonomisk dækket.
Faxe Kommune har valgt at nedsætte endnu et dialogforum nemlig et vandløbsråd, hvor også DN er repræsenteret, og hvor dialogen om bl.a. disse projekter i øvrigt fungerer upåklageligt.
Ture og andre arrangemente
Vi har i årets løb afviklet følgende ture mm:
- maj: Cykeltur til Bregentved mm.: ca. 20 deltagere. (Asger)
- juni: Kystvandringen 2014. Tur til Feddet: ca 16 deltagere. (Poul)
3.juli: Tur for hele familien i Bregentved-parken til Ulse Sø med Anders Dolmer og Sara Gelskov: ca 100 deltagere. (Asger)
- september: Naturens Dag. Tur til Vibeengskolen med Sigurd Brønnum og naturvejleder: ca 6 deltagere. (Jørgen)
- september: Geologiens Dag. Tur i Holmegårds Mose med Ole Bennike: 20 deltagere. (Henrik)
- september: Svampetur i Sibirien v/ Faxe Ladeplads med Jørgen Albertsen: 150 deltagere. (Rudy)
Det kommende år
Sidste år sluttede vi beretningen af med at fortælle, at vi overvejede at udsende et lokalt nyhedsbrev via e-mail. Det gjorde vi så her i starten af september til ca 150 af vore medlemmer med e-mail-adresser. Vi var selv rimeligt godt tilfredse med resultatet og har tænkt os fremover at udsende 2 årlige nyhedsbreve: forår(ca 1.03) og efterår (ca 1.09). Indholdet vil være beskrivelser af planlagte ture og arrangementer, men også aktuelle natursager, vi arbejder med.
Vi vil forsøge at udvide læserskaren til flere af vore medlemmer, der faktisk har en e-mail-adresse, men også til andre interesserede bl.a. journalister og politikere – og andre interesserede ”kommende” medlemmer af DN.
Bestyrelsen for DN Faxe Afdeling
v/ Formand Palle Ystrøm