Hermed et udpluk af de vigtigste sager fra det forløbne år.

 

Plansager:

Fredningssagen af Brødebækken og Denderup Vænge.

Vi kommer ikke udenom, at denne sag har været en af de større. Camp Adventure fik i 2019 vedtaget en lokalplan og etablerede gangbroer op til skovtårnet. Og fik også opført sit skovtårn – og tillykke med det !

Og forinden skulle der naturligvis udarbejdes en VVM-redegørelse – dvs en grundig gennemgang af området (godt og vel) – vurderet i forhold til udkast til LP, og en redegørelse om naturforholdene – af kyndige biologer, - i dette tilfælde fra Rambøll A/S. I øvrigt det samme firma, som kort forinden havde stået for en VVM-redegørelse i forbindelse med Næstved-Rønnede landevejen – med planer om motorvej.

Disse redegørelser viste begge en overraskende rig natur – specielt i skovområderne – f.eks Denderup Vænge. Med ynglende trane, skovmår, i alt 11 arter af flagermus – og også hasselmus. Og Brødebækken med en god tilstand for især smådyr og en meget artsrig mosflora og i øvrigt også generelt flora, som dog vurderes som sårbart for forstyrrelse/færdsel med erosion.

Men Camp Adventure lagde også hurtigt op til at etablere spisefaciliteter og toiletforhold heroppe – og endda også at afholde musikarrangementer mm. Det måtte vi protestere imod – og fik opbakning fra Miljøstyrelsen, - og det førte til, at byrådspolitikerne også sagde nej. Så det endte heldigvis med, at Skovtårnet ”kun” er et udsigtstårn.

Men alt dette – især rig flora og fauna - førte til, at vi ansøgte DN’s fredningsafdeling i Kbh. om at overveje en fredningssag for Denderup Vænge og Brødebækken. Dette blev vedtaget af DN’s forretningsudvalg i 2021, og sagen kører nu – med opbakning fra Næstved K, mens Faxe K ikke støtter en fredning. Og slet ikke ejeren, Gisselfeld Kloster v/direktør Jens Risom.

Fredningsforslaget omfatter i alt ca. 306 ha fordelt på 2 lodsejere, og en skønnet erstatning er udregnet til

I alt ca. 3,2 mill. fordelt på Gisselfeld med 2,4 mill. og Sparresholm Gods med ca. 750.000. Sagen ligger nu til afgørelse i Fredningsnævnet.

Som det fremgår af programmet, har vi efter årsmødet – og en pause med lidt spisning mm aftalt med fredningsmedarbejder fra DN Jørgen Heinemeyer, at han fortæller om fredningsforslaget.

 

Ejlemade Sø ved Bregentved.

Dette er derimod en mindre sag, vi har kæmpet med i adskillige år – den startede vist tilbage i 2012, hvor Bregentved delvist ulovligt plantede juletræer på et større område ved Ny Ulsevej og ned til Ejlemade Sø.

Det blev så afgjort, at fremover måtte der kun ske nyplantning med juletræer nærmest søen og med max-højde på 2,5 mtr. mellem jordhøjde og øverste grenkrans, - jf. gældende deklaration. Dette bliver dog ikke respekteret af Bregentved, så vi har netop igen gjort kommunen opmærksom på dette. Sjovt nok har jeg netop i dag fået en mail fra Anne i Naturafd., at Bregentved netop har meddelt, at de har fældet eller ”høstet”, som de skriver.

 

Camp Adventure.

Skovtårnet er- som alle ved – blevet en kæmpe succes med op imod en halv mill. gæster om året. Men nu har de fået godkendt en lokalplan, som giver lov til at opføre et nyt tårn, restaurant og hotel m.m. – alt sammen nede ved Brødebækgård og P-plads mm, som vi ikke har problemer med. De har dog endnu ikke sat dette i værk – men har anlagt blomsterpark mm – vist med en vis succes. Vi er lidt spændte på, hvad det nye tårn skal bruges til. De har talt om wire-forbindelse til grusgraven. Oprindelig var der planer om wire-forbindelse ml. de 2 tårne, - men det er vist nu vurderet som helt urealistisk.

 

Solcelleparker.

Solcelleparker kan – ligesom vindmøller – naturligvis være med til nedbringelse af CO2-udledningerne. Men det er ”tekniske anlæg”, som fint kan placeres ved byerne (f.eks. ved varmeværket i Haslev), men vi har indtil videre været kritiske overfor, at de opføres i ”særligt bevaringsværdige landskaber”. Vi må dog nok se i øjnene, at Staten ændrer på lovgivningen inden længe, således at kommunerne får tilladelse til det – på visse betingelser – så vi får at se.

 

Natursager

Siden 2015 har der i Gavevænge Skov været opsat 100 hasselmusekasser – fordelt i 4 ”egnede” områder, og det har siden vist sig at knap ¼ af kasserne benyttes. Det er Faxe K, der tjekker kasserne. Hasselmus er: sjælden, nataktiv, medlem af syvsoverfamilien og sover vintersøvn fra okt/nov til apr/maj. Miljøstyrelsen tjekker hvert 6. år skovområder ved et NOVANA-tjek, og her er fundet hasselmus i Svennerup Skov, Tingerup Tykke, Storskov og altså også i Denderup Vænge. Vi søgte derfor sidste år om midler til i alt 100 hasselmusekasser, og dem har vi fået produceret af et beskyttet værksted i Næstved. Vi håber naturligvis, vi kan/må opsætte en del af kasserne i Denderup Vænge, men ellers vil vi sammen med kommunen ophænge de fleste i disse naboskovområder – oven i købet på hver side af motorvejen.

 

Samarbejdet med Faxe Kommune

Vi er tilfredse med møderne i Naturrådet. Der holdes 2 årlige møder, hvor der indgår ekskursion/besigtigelse i felten før det ene af møderne. Der er mange foreninger repræsenteret, og også en del af politikerne fra Tekn.-og Miljøudvalget deltager.

Desværre benyttede politikerne sig af muligheden for at nedlægge naturvejleder-stillingen, da Louise Villumsen forlod Faxe K i august sidste år. Og hende savner vi.

Mht. miljøpolitikken er det vedtaget, at kommunen fortsat vil anvende pesticider på kommunale arealer. Det er vi heller ikke tilfredse med. Vi er derimod meget tilfredse med naturpolitikken, selvom vi stadig ikke har hørt, hvorledes ”Verdensmål Udvalgets” anbefalinger til Økonomiudvalget om, hvordan disse mål kan omsættes til konkrete indsatser ?

Vi har dog hæftet os ved, at der snart skal nedsættes et §17, stk 4-udvalg om ”Grøn omstilling”, hvor Thomas Spange Olsen fra tekn. og miljøudvalget bliver formand. Det tror vi mere på, og det kan jo være, at de kunne finde inspiration fra Verdensmål Udvalget ?

 

Ture og andre arrangementer

 

Vi har i det forløbne års løb afviklet følgende ture mm:

  1. maj: Skovens Dag. Iskælder og dyrehave ved Turebyholm Slot. (Niels og Jesper Hvid J.) (32 delt.)
  2. juni: Vilde Blomsters Dag i Gammellung. (Rudy, Asger og Anne). (30 delt.)
  3. sept: Svampetur i Sibirien. (Rudy og Jørgen Albertsen) (80 delt.)

 

Antal medlemmer i Faxe Kommune

Der er pt: 747 medl./husstande.

 

 

Bestyrelsen for DN Faxe Afdeling

v/Palle Ystrøm, formand.